Solen er den vigtigste kilde til D-vitamin. Det er bedst at opholde sig i solen regelmæssigt, men kun i kortere tid. Kun i mindre grad får vi D-vitamin fra vores mad. D-vitamin er specielt vigtigt, for at kroppen kan optage og omsætte kalk. D-vitamin er også vigtig for knoglerne og musklerne. Mangel på D-vitamin øger risikoen for knogleskørhed, og mangel kan i svære tilfælde give muskelsmerter og svage muskler.

D-vitamin fra solen

D-vitamin dannes i huden i sommerhalvåret, når den rammes af solens ultraviolette stråler (UVB). Hvor meget D-vitamin, der dannes, afhænger af, hvor stærk solens UVB-stråling er, og hvor længe du opholder dig  i solen. I sommerhalvåret – fra maj til september – er solens lys i Danmark så kraftig, at den nødvendige D-vitamin er dannet i løbet af få minutter midt på dagen. I ydertimerne skal der lidt mere tid til. Hvis du opholder dig i længere tid i solen, giver det ikke et større lager af D-vitamin i kroppen.

I vinterhalvåret – fra oktober til april – er solens stråling i Danmark ikke stærk nok til, at der dannes D-vitamin i huden. Derfor tærer kroppen på D-vitaminlageret, der er dannet om sommeren. D-vitaminniveauet i blodet svinger derfor naturligt med årstiderne og er lavere om vinteren end om sommeren.

D-vitamin fra maden

Det er meget svært at få dækket dit D-vitaminbehov alene via den mad du spiser. Undersøgelser af danskernes kost viser også, at danskerne kun får dækket en mindre del af deres D-vitaminbehov ved den mad, de spiser. Det skyldes, at D-vitamin kun findes i større mængder i fede fisk, som fx laks, sild og makrel. Derudover findes der D-vitamin i begrænset mængde i kød, mælk, ost og æg, men stort set ikke i planter. Om vinteren er det derfor ekstra vigtigt at spise mad, der indeholder meget D-vitamin.

Spis fisk og få moderat sommersol

Fødevarestyrelsen anbefaler, at du spiser 350 gram fisk om ugen. Derudover anbefaler vi at din hud på ansigt, underarme og underben udsættes for sol i 5-30 minutter nogle gange om ugen i sommerhalvåret. Det er vigtigt, at du ikke er så længe i solen, at det fører til at huden rødmer, fordi det det øger risikoen for hudkræft.

Solcreme, skygge og D-vitamin

Hvis du bruger solcreme, så fører det ikke til at du kommer til at mangle D-vitamin. Årsagen hertil er formentlig, at de fleste ikke bruger solcreme systematisk, og at al solcreme stadig lader nogen af UV-strålerne passere. Også i skyggen danner huden D-vitamin. Vi anbefaler, at man altid beskytter sig mod solen i tidsrummet mellem kl. 12 og 15, når UV-indekset er 3 eller mere. Vi anbefaler også at du er udendørs i mere end 10-15 minutter. Udenfor tidsrummet 12 og 15  er det ikke altid nødvendigt at bruge solcreme. Du bør smøre solcreme på, inden du går ud.

Kilde: Fødevarestyrelsen